Venter

"Hej Zaya..."
Leas smil virkede lidt fraværende. Pigen havde det nok lidt hen i retning af sådan, hun selv havde haft det, da Green havde fortalt, hvem han var. nok bare i lidt højere grad. men det var vel naturligt.
"Jeg er Lea..."
hun undlod at nævne sit efternavn. hvis pigen var, som hende selv, fra de fattige underste lag af byen, ville det ikke være smart at oplyse alt om sig selv. det skete næsten aldrig, at man så en patrulje i de mørke stræder, og når der var bandeopgør, var det bare med at være på den rigtige side.

"Green Leak" sagde han, selvom han var ret sikker på at hun allerede vidste det "guvenørens søn".
Han kiggede sig over skulderen ved lyden af Leas stemme og slap Zayas hånd, så kiggede han atter på hende, og hendes robotter.

Zaya blinkede med øjnene et par gange, og fik langsomt selvkontrollen tilbage.
"Ikke at nogen vil vide det, men til jeres information hedder jeg Marlin," afbrød robotten fra bag hende.
Zaya smilede og slappede mere af.

"Hej Malin..."
her var noget, som Lea kunne være med på. hun bøjede sig let ned og smilede til den lille trist udseende robot.
"jeg er mekaniker..."
oplyste hun og strøg fingrene gennem sit hår.

"Der er nogen der er heldige," surmulede Marlin.
Zaya lyste lidt op ved oplysningen. Så pigen var altså ikke en uopnåelighed som guvernørens søn eller Jack Mangoon.
"Jeg er..." begyndte hun, men pausede lidt og tøvede. "Øhm." Hvad var hun egentlig? "Robottekniker." Hun smilede.

Green nikkede til hende "dem har vi meget brug for oppe i palæet".
I det samme svingede en politimand ind på pladsen og Green skød hætten op over hovedet.
Da manden forsvandt igen lod Green atter hætten falde.
Han kiggede på Lea, med antydningen af et smil på læberne.

Hun hævede et øjenbryn i en grimasse, der var umulig at tyde og vendte igen blikket mod Zaya.
"fedt... ...Min ven Vincent har så meget vrøvl med sine led... mon du kunne kigge på det en af dagene? jeg tror det er noget med smørrelsen, men jeg kan ikke finde ud af, hvad det er..."
hun tværede noget ud under sin sko og trak fingrene gennem sit hår igen.

Zaya kiggede begejstret på Green. "Virkelig?" spurgte hun ivrigt "Tror de måske jeg kunne -" hun skar sig selv af, og samlede sig. "De tror vel ikke at jeg kunne... måske... få et arbejde der?" Sådan et arbejde var det få der bare kunne drømme om. Det her måtte være hendes lykkedag.
"Sir, hun er en suprem robottekniker, det kan jeg sige Dem," brød Topper ind fra hendes skulder.
"Det kan jeg godt" sagde hun så henvendt til Lea "Hvilken model er han?"

Green nikkede "ja" sagde han så lidt langsomt "ja, det tror jeg godt du kan, hvis du altså førstlgie beviser dit værd".
Han satte sig på sin scooter, Lea skulle også have lov at tale med den nytilkomne.

"Han er ikke nogen model..."
der var næsten foragt i Leas stemme.
"jeg har samlet ham..."
Af diverse dele fra alt muligt skrammel. Da hun havde givet ham liv havde han været sig selv. Hun havde altdig rørt hans personlighed. Han og morfar havde hjulpet hende med at sammensætte hans krop. Det havde været en hel speciel oplevelse.Det var faktisk hans egen ide, at hans strømfordeler skulle komme fra en brødrister.
"derfor kan jeg ikke skaffe reservedele til ham..."

"Ah," sagde Zaya forstående. "Hvornår har du tid? Jeg-"
Hendes ur bippede. Hun kiggede på det. "Jeg har et job om et blikøje*," mumlede hun.
"Hvor bor du? Jeg kan komme forbi i morgen,"

*Blikøje = øjeblik

"min morfar har Aeroscience..."
Lea rakte sin planlægger og videofon frem mod den anden pige. et lille tredimensionelt kort tonede frem på skærmen. det var kun de høje tårne, man kunne se.
"der..."
Lea pegede med den tilhørende neutronpen.
"aller længst nede.."
kortet zoomede ind og ned i mørket, hvor gadebelysningen var elendig og der altid var tusmørke. de gamle tillukkede boliger virkede hårde selv på det lille let grumsede og ret fedtede display. diode skiltet, der viste AEROSCIENCE lyste mat og irgrønt.
"håber du kan finde det.. det fleste kommer bare dumpende.. "
hun lo til Green.

"Aeroscience? Det kender jeg godt," sagde Zaya nikkende. "Jeg kommer i morgen! Promise,"
Hun smilede, og kiggede ned på sit ur igen.
"Jeg bliver nødt til at gå," sagde hun beklagende. "Jeg håber vi ses."
Med et smil til både Lea og Green vendte hun sig, og rullede væk, med Marlin traskende bagved.

((regner med at du er //out// Zaya, husk at skrive det))

Green lo tilbage til Lea "hvis jeg er de fleste..".
Han løftede en hånd til farvel da Zaya gik.
Så smilte han til Lea "var der ikke noget om en frokost?" spurgte han så "der ligger en god cafe lidt længere nede af gaden".

"det lyder meget godt..."
hun vinkede til pigen og sendte en meddelelse direkte til Vincents indbyggede bipper, og hun fik næsten øjeblikkeligt en glad smiley tilbage. hun smilede og begyndte at trække over pladsen. på bænke mellem de lave buske på pladsens midte sad der mange par og duerne flokkedes omkring de strømlinede springvand.
"hvad hedder den?"

"Cafe Karvin" sagde Green med et skuldertræk "efter byens første hersker..tror jeg nok".
Han smilte til hende "jeg er mest en motorbølle, det der historie..".
Han blinkede til hende og gik skårt over pladsen, med solen bagende på sit ansigt.

hun grinede og strøg håret væk fra sit ansigt.
"min morfar er meget interesseret i historie... "
når hun tænkte på den lille mand, der løftede rundt på store maskindele, blev hun trist. han virkede af og til meget slidt. hun blev helt øm over ham, for han bekymrede sig altid om hende.
"så jeg er blevet stopfodret siden jeg var vuggebarn..."
det passede ikke helt. hun kunne ikke rigtig huske sine forældre, men hun vidste godt, at de ikke havde været så imponerede af historieinteressen.

Green nikkede langsomt "det er spændene" sagde han så "det synes ejg faktisk, jeg har bare ikke hørt så forfærdeligt meget efter".
Han smilte til hende og nikkede over mod en lille cafe "der sagde han så.

"Hyggeligt"
kommenterede hun. Guvernørpladsen befandt sig højt over jorden ligesom de høje gader, og når man så ned gennem de store glasmosaikker, der dækkede grunden nogen steder, så man bærepillerne, ((okay?!)) der fortonede sig i det uendeligt dybe mørke. Lea parkerede sin scooter og tastede koden til låsen og smilede til Green.

((ok..))

Green låste også sin scooter.
og gik hen mod cafeen, hun var faktisk re tsød hende Lea, han havde aldrig mødt nogen i hendes klasse før.
Hoffet forbød ham det, men de skulle ikke betemme ove rhans liv.

hun gik op på siden af ham og smilede igen. hendes smil var kækt og frækt, som om hun kunne finde på de mest vanvittige ting og bagefter bare smile igen, men på en måde følte hun, at ethvert smil var spildt, for efter hvad sladderbladene sagde, så havde han en pige for hver rig familie, som han kendte, og hun nægtede bare at være en i mængden. men man kunne altid håbe.

Green smed en mønt til en avissælger der gav ham en avis, mens han prøvede at lade som om han ikke vidste hvem Green var.
Green åbnede for avisens display ((det er en metalbøjle, man kan så åbne op for en skærm og ved at trykke på de billeder man vil se, kommer artiklen frem)).
Han var på forsiden, igen "i den her uge, er det åbenbart en af pigerne fra det sydlige Rankan, der er min eneste ene".
Green fnøs og kastede avisen til Lea, hun var i de tmindste sød, i modsætningen til de snobbede tøser fra de rige familier.

"hun ser da meget godt ud..."
svarede Lea og følte sig på ingen måde underlegen. snobberne kunne have det så godt. hun kunne da være ligeglad. næsten. næsten, men ikke helt. Caffeen var hyggeligt indrettet med strømlinede borde og store planter. på den ene side var der udsigt til guvernørpladsen, mens man på den anden side så ned over veje og huse, der tonede ud både opad og nedad. solpanelerne på husene var skinnende blanke og de sølvfarvede himmelskibe, der strøg forbi fik det til at se eventyrlig uvirkeligt ud.

Green satte sig og smilte til hende "det gør hun sikkert" sagd ehan "men det er jo ikke kun det, det handler om".
Han kigegde op på hende "det er faktsik allerbedst hvis man kan få begge dele".
Hans smil var frisk og frækt, så kiggede han ned og begydnte uskyldigt at bladre igennem menukortet.

hun rystede svagt på hovdet og tog det andet menukort, der var stillet fint op. hun bladrede lidt ligegyldigt i det, da hun allerede vidste, at den stod på kakao og en eller anden form for sandwitch. hun måtte egentlig ikke spise uøkologisk mad for sin morfar, men hun var faktisk fuldkommen ligeglad. Gabriel Vincents helsedille var opstået, da tretusind mennesker i Serrak et halvt år forinden var døde af at have spist noget mad med et produkt, der indeholdt nogen farve og opløsningsstoffer, som uheldigvis også begyndte at opløse folks nervesystemer, så de døde indenfor få dage. det havde ikke fået den store medieomtale, fordi det kun ramte de fattige kvartere i bunden af byen, men det havde været slemt nok.